Rejsebrev fra Mads og Martin i det sydlige Stillehav

Leon RasmussenArtikler

Efteråret er nu ved rigtigt at få taget i TIK Bueskydning. Udendørs anlægget er forladt for denne gang og træningen i kælderen er blevet hverdag mens blæst og regn fylder i billedet udenfor. To af vores dygtigste herre recurve skytter har besluttet sig for at lade sommeren vare lidt længere. Mads Andersen og Martin Laursen er hoppet på en flyver (eller flere) “til den anden side af jorden” hvor de har tænkt sig at tage en lang ferie sammen. Redaktionen har telegraferet med de to globetrottere og vi bringer her deres rejsebrev.

Vi startede vores lille hyggetur med at flyve 48 timer fra Københavns lufthavn til Tongas lufthavn. Turen bestod af 4 fly: Det første varede 1h20min og gik til Amsterdam. Her ventede vi i 2h15min før vi hoppede på flyet til Guangzhou i Kina. Denne tur varede 11h20min og her skulle vi forsøge at sove i flyet. Det gik ikke helt efter planen, og vi endte med at sidde bagest i flyet med stewardesserne og spise seafood noodels, noget der helt sikkert ikke kan anbefales ? Efter touchdown i Kina skulle vi vente i 7 timer før flyet til Auckland boardede, og vi var begge klar på lidt mad og måske noget søvn. Det første fik vi klaret 4 timer efter vi landede, men det andet måtte vente til flyet videre til New Zealand. Dette fly tog 11h30min og her fik jeg (Mads) heldigvis sovet 7-8 timer. Martin måtte nøjes med 2 timer, da han ikke er rigtig klog ;D Vi landede i Auckland kl 06:00 om morgenen, og her ville vi begge gerne slippe for lufthavnen så vi tog ind til byen og gik lidt på opdagelse. Vi var blandt andet oppe i Sky Tower med udsigt over hele byen og ude og shoppe lidt. Vi tog tilbage til lufthavnen og fangede vores fly der gik kl 16:55 til Nuku’alofa på Tonga. Her ankom vi kl 20:30 og var klar på en god gang aftensmad og en normal seng at sove i efter at have sovet i et flysæde de sidste 2 dage. Menuen stod på pizza og sengene var en dobbeltseng til hver.

Dagene på Tonga gik med at se diverse ting, blandt andet har vi snorklet med pukkelhvaler og været på en ø der hedder Pangaimotu. På Pangaimotu ligger der en bar/restaurant hvor de lokale tager hen om søndagen da det er et af de eneste steder der har åbent om søndagen. I baren skriver man sit navn på væggene og stolperne inden man rejser som en hilsen til Big Mama der ejer stedet. Den ene dag vi var der faldt vi i snak med Big Mama og hun inviterede os ud på øen til frokost og skydning da de havde en måtte derude. Et par dage efter tog vi tilbage til øen for at skyde og få den lovede frokost. Inden vi tog hjem til hovedøen fik vi hængt en landsholdstrøje med vores navne op på væggen lig ved siden af tavlen med navnene på alle de både og skibe der har lagt vejen forbi Big Mamas Yacht Club.

  • mads_og_martin_img_3089
  • mads_og_martin_img_3091
  • mads_og_martin_img_3090
  • mads_og_martin_img_3087
  • mads_og_martin_img_3092
  • mads_og_martin_img_3088