I weekenden d. 16 og 17. jan. var der TIK-skytter i aktion til 3 forskellige stævner, i Helsinge, Billinge på Fyn og i Nimes i Frankrig. Vi starter i Helsinge Hallen, hvor der blev afholdt Møllejagt. Hele hallen var blevet fyldt op med dyr, træer, camouflagenet, lys og lyd, 12 mål der skulle rammes, hver skytter har 2 pile, afstanden er ukendt. TIK Bueskydning havde 4 unge deltagere med. Det blev til Guld til Sanna Lund i Compound Aspirant, Guld til Balder Jacobsen i Recurve Aspirant, guld til Christian Christensen og Viktor Høst Madsen blev nr. 6 i Recurve Mini.
I Billinge på Fyn blev der afholdt Skt. Sebastians Cup. Ved dette stævne skydes der 60 pile kvalifikationsrunde og de 32 skytter med højeste score uanset alder, køn og buetype, skyder finaleskydning mod hinanden. Vinderen får en stor flot pokal. TIK Bueskydning havde 5 skytte med, og de var alle blandt de 32 bedste. Mads Andersen blev nr. 3, Martin Laursen blev nr. 5. Frederik Bengtson og Sune Rasmussen blev nr. 9 og Sasha Rasmussen blev nr. 17.
I Nimes i Frankrig blev der afholdt WorldCup 3, her havde TIK Bueskydning 6 skytter med. Bedst gik det for Sarah Sönnichsen i Dame Compound, som endte som nr. 5, efter at være blevet nr. 2 i kvalifikationen med 589 point. Tanja Amdi og Erika Anear blev begge nr. 9 i Dame Compound. Randi Degn blev nr. 9 i Dame Recurve efter en kvalifikations plads som nr. 12 med 573 point . Martin Damsbo blev nr. 34 og Andreas Darum nr. 41 i Herre Compound. Sarah og Randi hentede gode point til WorldCup finalen i Las Vegas den 29.-31. januar. Sarah ligger lige nu nr. 3 og Randi nr. 6. I WorldCup finalen deltager de 8 bedste i hver kategori.
Tillykke til alle med de flotte resultater på alle fronter.