Nordiske mesterskaber 2023

Flemming JørgensenStævner, Uncategorized @da

Larvik bueskyttere var værter for Nordiske mesterskaber 2023, og i år skulle stævnet afvikles over 3 dage, hvor hele hele søndagen var dedikeret finaleskydning, som for første gang skulle foregå ved alternerende skydning. Caroline var med som den eneste skytte fra TIK Bueskydning, men sammenholdet imellem de danske skytter var godt, og stemningen var god igennem hele stævnet.

Torsdag var der registrering og teknisk kontrol af udstyret. Alle skytter får kontrolleret deres udstyr, og med den sædvanlige forsinkelse, så var der fri træning om aftenen. Vejret var perfekt til skydning, men banen havde den udfordring, at flere af skytterne stod meget skævt på grund af en større hældning omkring skydelinjen. Det betød, at flere skytter med lethed kunne presse den gamle KTAS telefonbog for Nordsjælland under den ene fod og derved stå lodret på deres pladser.

Fredag gik kvalifikationen i gang, og vejret viste sig fra den lidt fugtige side, da skytterne fik sendt deres første pile afsted. Det klarede dog op i løbet af kort tid, og der var kun få afbrydelser af det gode vejr over Larvik. De danske skytter klarede sig rigtigt godt i kvalifikationen, og ved eftermiddagens eliminationsskydninger fra var 8 skytter klar til søndagens finaleskydning. Caroline gik igennem kvalifikationen som førsteseedet med en en Bye i 1/4-finalen. I semifinalen var det en match mod den femteseede Marit fra Norge, og den blev vundet med en komfortabel 142/113.

Manglen på danske compoundskytter i U18 betød, at Caroline blev sat på Nordic1 sammen med en Joonas fra Finland. Han havde som den eneste finne i U18 Compound kvalificeret sig som nummer 1 i sin klasse. De to skytter fik på grund af deres manglende point fra en 3. skytte en seed som nr. 3, men de fejede deres 3 modstande fra Norge af banen, og så skulle de møde de førsteseedede fra Island i finalen. Caroline og Joonas holdt fast i deres stabile skydning fra formiddagens kvalifikation, og de kunne derved trække sig ud som vindere af finalen med resultatet 221/187.

Søndagen bød på de alternerende finaleskydninger. Morgenen startede ud med perfekt skydevejr. Næsten ingen vind og lidt overskyet, så pilene sad, hvor de skulle. Opvarmningsrunder med 57-60 point i måtten. Det skulle dog vise sig, at vejret havde andre planer. Da finaleskydningen var kommet godt i gang, kom der en hurtig ændring i vejret, og vinden kom desværre ind på tværs af banen. Det startede med en god vind på 6 m/s og med vindstød op til 12 m/s, og hen over dagen udviklede det sig til noget, der lignede 12 m/s med vindstød på op til 18 m/s, hvilket drillede skytterne voldsomt. Vinden kunne også ses på samaritternes telt, som valgte at stikke af midt i det hele. Heldigvis var det ikke i retning af skytterne på skydelinjen. Til gengæld måtte der stå 4 granvoksne personer til at holde fast i rammen på det telt, hvor skytterne sat og ventede inden de skulle på banen.

For flere af dommerne var det første gang, at de skulle prøve alternerende skydning, hvilket også kunne ses på den måde, som de agerede på ude på skydelinjen, men skytterne havde heldigvis mere styr på det end dommerne.

Caroline stod i finalen mod Tiril fra Norge. I kvalifikationen var der klasseforskel imellem de 2 skytter, men finalen blev mere jævnbyrdig. Efter 3. runde lå de 2 skytter lige, men det var nok Carolines agent, som kan tildeles æren for dette, idet han overfor scoredommeren måtte bede om en kontrol af en pil, som var blevet scoret til en 9’er, men den blev ved eftersyn korrigeret til en 10’er. Efter 4. runde var Caroline bagud med 2 point, og Tiril kunne med en 10’er på den sidste pil i 5. runde sende matchen i Shoot Off. Til Carolines held blev det til en 9’er på sidste pil, og Caroline dermed matchen med 131/132.