De danske compound-herrer fra TIK Bueskydning, Andreas Darum og Martin Damsbo, mødte sammen med Stephan Hansen Frankrig i bronze-finalen for hold. Danmark var overlegne og vandt stensikkert bronzemedaljerne med en sejr på 232-221.
”Vi havde forberedt os godt. Finalebanen her i Antalya kan være meget blæsende, men vi havde helt styr på vinden i dag,” siger en glad Martin Damsbo.
På vej til finalen havde de danske compound-skytter besejret Australien med 229-223 i 1/8-finalen. I 1/4-finalen måtte danskerne ud i shootoff mod Rusland efter 229-229 i den ordinære skydning. I shootoff var danskerne 1 point bedre. I semifinalen tabte Danmark med 232-234 til USA.
Med dagens sejr er Danmark oppe på fire World Cup-medaljer i årets tre World Cup-afdelinger, og TIK Bueskydning har været med i alle fire medaljer. Udover Bronzemedaljen i Antalya vandt Sarah Sönnichsen Sølv i den første World Cup i Shanghai, mens det rene TIK hold med Erika Anear, Sarah Sönnichsen og Tanja Jensen vandt guld. I den anden World Cup i Medellin vandt Martin Damsbo Bronze.
Andreas og Martin blev nr. 17 i Herre Compound, Sarah Sönnichsen og Tanja Amdi blev nr. 17 og Erika Anear blev blev 33 i Dame Compound. Sarah vandt kvalifikationen med 704 point. I Dame Recurve blev Randi Degn nr. 111.
Nu gælder det så Wold Cup-finalerne i Kongens Have i Odense den 23.-25. september. De syv bedste skytter fra årets World Cup-afdelinger kvalificerer sig til World Cup-finalen i hver række, recurve og compound. Den 8. skytte i hver række er fra hjemlandet (uanset landets/skyttens placering på World Cup-ranglisten). Sarah Sönnichsen har skudt så godt gennem alle 3 World Cups, at hun samlet er på en 2. plads, hvilket betyder at Danmark og dermed TIK Bueskydning har 2 dame compound skytter med i Odense. Den anden TIK dame compound der skal skyde i Odense, bliver Erika Anear. TIK Bueskydning får dermed 3 skytter med til World Cup Finalen, da Martin Damsbo får nations pladsen i herre compound.
Derudover deltager årets bedste mixhold fra hhv. recurve og compound. De skyder mod et mixhold i hhv. recurve og compound fra værtslandet, hvor Danmarks compound mix hold bliver et rent TIK hold.
Udover de flotte World Cup placeringer, har Sarahs og Martins stabile skydning gennem det sidste år gjort at Sarah nu er nr. 4 på verdensranglisten, mens Martin er nr. 6.